Som single lady til bryllup

Som single lady til bryllup

Jeg er over-gennemsnittet-tirsdags-udmattet efter en fantastisk dejlig bryllupsweekend. Mit første ‘rigtige’ bryllup for en af mine tætte veninder, og det var ligeså smuk en oplevelse, som jeg havde forestillet mig. Alt gik efter bogen (tror jeg). Min smukke veninde Caro strålede, og det var en vild oplevelse at overvære hvor meget kærlighed, der kan være i et rum.

Og dog. Dér i alt kærligheden og glæden, kunne jeg ikke lade være med at føle mig en smule anderledes. Lidt sær. Lidt som ‘outsideren’. Fordi… Jeg var én af de eneste single ladies. Og I kan tro jeg viftede min hånd, fra side til side, da sangen blev spillet!

Ej, det er faktisk en følelse, som jeg ikke er stødt på særligt mange gange før. Et lille hul i maven. Jeg tror det der bedst beskriver følelsen, må være det modsatte af at være fortrøstningsfuld. For det er én ting jeg altid har været. Mit bæger har og er altid halvt/helt fyldt.

Jeg har altid følt, at jeg var ret godt med både hvad angår kærlighed, venner, job, lejlighed – I ved, de ting man bliver ‘målt’ på (som jo egentlig er sørgeligt nok, men det er en anden snak). Der har altid været lys for enden af turnellen. Men flere gange i løbet af brylluppet, havde jeg det underligt med, at der ikke var en mand ved min side.

Efter folkeskolen gik jeg direkte i gymnasiet, tog to standard års sabbat, hvor jeg arbejdede og rejste. Jeg kom ind på mit drømmestudie på Mediehøjskolen i første forsøg, og fik ugen efter min bachelor, job. Jeg har altid været fremme i skoene, og været min egen lykkes smed. Jeg har fået de ting til at ske, som jeg ville have til at ske, og jeg har aldrig nogensinde følt, at jeg er gået glip af noget.

Dér sidder jeg så til bryllupsmiddagen, som 26-årig og føler, at jeg er ‘bagud’.

Og det var faktisk ikke første gang jeg stødte på følelsen. I kirken til vielsen, hvor jeg bemærkede, at alle par sad tæt op af hinanden og kiggede dybt i hinandens øjne, da de sagde brudeparret sagde ja. Til receptionen, da der skulle tages billeder. “Rebecca, kom vi vil gerne have et billede af dig… Alene”. I mit hovede kørte tankerne: “For du er jo single, så du har ikke en at få taget billede sammen med”, mens flere par stillede sig i kø. Til middagen, da jeg bliver placeret ved det famøse singlebord med en anden singlepige, to brødre på 19 og 22 år, og så min veninde og hendes kæreste. Haha. For fanden, altså. Dér følte jeg mig fandme single!

Under middagen, mens talerne om kærlighed, tosomhed, om at give plads, og være der for hinanden, spise af samme brød, men ikke samme skive (den sætning digger jeg nu!) – Dér sidder jeg så og tænker: “Ej hvor er det dog dejligt, at de har fundet hinanden” – og så “(…) sker det her nogensinde for mig?!” Et øjeblik er jeg overlykkelig og glad på min venindes vegne. Det andet øjeblik, har jeg lyst til at løbe ud på toilettet og gemme mig (og gå på Tinder og bukke under for min tidligere afhængighed som fritids-swiper, men det jeg gør jo ikke….fordi der ikke er noget signal på Vestsjælland(…))

Jeg har ikke opnået det samme som de andre i lokalet. Jeg er ikke nået ‘ligeså langt’ hvad kærligheden angår. Pludselig kom spørgsmålet: måske har jeg prioriteret forkert?

Nu skal det heller ikke lyde som om jeg græd mig selv i søvn den nat på Knabstruphovedgård. For jeg er rent faktisk ret glad for at være single. Jeg kan få lov til og har tid til at gøre hvad jeg har lyst til. Og ja, jeg ved godt, at jeg selv tidligere har skrevet om, at der ikke er noget som hedder, ikke at have tid, men det er et spørgsmål om prioritet, og dog. Jeg er i periode i mit liv, hvor der ikke er nok timer i døgnet til at jeg bruger dem på en mand.

Det er pudsigt, som jeg først savner at elske et andet menneske ubetinget, når jeg bliver sat i situationen, hvor jeg bliver mindet om hvor dejligt det er at have en kæreste – I ved, kæresteparret der siddet en søndag på Halifax og æder hinanden med øjnene – og jeg vel at mærke kun får lov til at sætte tænderne i en saftig bøf.

Hvorfor skal jeg overhovedet retfærdiggøre overfor mig selv eller andre, at jeg har det okay med at være single, og ikke længes efter kærligheden – Og hvorfor føler jeg altid, at det ikke er okay? Andre ser på én som om du ikke har taget et bevidst valg om at være single – men som om jeg ikke kan finde kærligheden.

Men jeg har valgt at være single. Hvert fald for en stund.

Ikke fordi jeg ikke kan finde én som vil være min kæreste, men fordi det ikke er en prioritet for mig lige pt. Jeg så for nylig en fyr, som jeg var glad for, men da han blev en prioritet, blev det på bekostning af en masse andet. Jeg kom ikke op og træne, jeg havde ikke tid til at gå op i mit frivillige arbejde, og jeg så ikke mine veninder ligeså ofte som jeg havde lyst til. Det er vel en prioritet ligeså vel som at købe økologisk.

Jeg kan da godt savne det, når jeg som i lørdags har lyst til at have en mand ved min side, som jeg kan holde i hånden eller kysse på, når der bliver sagt noget smukt i en tale.

Nogle gange ville jeg bare ønske, at det var mere okay at sige: “Jeg er single, og jeg har det godt med det”. Uden at folk tror, at jeg prøver at skjule for, at jeg savner en kæreste.

Jeg er fortrøstningsfuld og overbevidst om (bilder jeg hvert fald mig selv ind), at tiden en dag nok skal komme for mig. Og at jeg (og der krydses alt hvad jeg har) ikke ender med at være en desperat kvinde i overgangsalderen uden børn. Men hvis det sker, så er det sgu nok også meant-to-be, ik’?

Indtil da, vil jeg embrace at jeg er single og nyde hver en aften, hvor jeg kan gøre lige hvad jeg vil. Uden mand, uden børn. Uden andre at tænke på andre end mig selv.

Dér endte jeg så – med at stå som en single lady(i ental), som én af de sidste på dansegulvet og give den gas, mens samtlige par sagde farvel og tak, og gik op på deres værelser og sov. Og lige dér gik det op for mig, hvor meget jeg nyder mit liv, præcis som det er, selvom jeg tidligere på aftenen ville ønske at jeg skulle på bryllupsrejse dagen efter.

// Rebecca Vera

Skærmbillede 2015-06-02 kl. 01.04.37

10 Comments
Malene
3 years siden

Hej og tak for en god blog! :) Det er virkeligt ikke for at kaste skår i glæden, men jeg tænker lidt; så vågn dog op! Og det er kærligt ment. Hvis du virkeligt følte dig tilfreds med at være single, så ville du ikke have behov for retfærdiggøre det i et blog indlæg. For det er ikke samfundets dom du lægger under for lige nu, det er din egen. Fitness bliver ligesom ikke ved med at være fedt hele livet ;) Når man sidder dér i slutningen af 30'erne og savner mand og børn, så er det nok en ringe trøst, at det ikke var 'meant-to-be'. Når man er i sin midt'20er-bekvemmelighed, er det meget let at glemme, hvor meget kærligheden egentligt giver én. Så lad dette være en opfordring til også på détte punkt at være din egen lykkes smed. Vil tilføje, at jeg selv er single, så det er ikke fordi, at jeg sidder på en ophøjet eng af roser :)

Rebecca Vera
3 years siden

Hej Malene, Tak - det er jeg glad for at høre. Jamen, jeg er egentlig ret tilfreds med at være single. I en perfekt verden kunne det bestemt være optimalt, at have mand, børn, være karriekvinde, rejse en masse, have frivilligt job, og 2 fritidsinteresser. Det tror jeg bare er svært at få til at ske. Alting på én gang. Jeg føler egentlig slet ikke jeg har et behov for at retfærdiggøre at jeg er single, men det jeg er bare træt af, at jeg og mine veninder til dels kan føle at de skal. Som om det er 'bedre' at have en kæreste (som man måske ikke er forelsket i eller bruger særlig meget tid med) end at være single... Åh nu kører tankerne også bare derud af. Men jeg tror bare jeg er lidt træt af samfundsnormen ved angår parforholdet generelt. Dbh. Rebecca

Mette
3 years siden

Ja det er simpelthen så svært at både blæse og have mel i munden. Der er godt og skidt ved alting. Tænk ikke så meget over det. Det sker når det sker. Nyd det du har nu.

Cecilie
3 years siden

Kære Rebecca Vera, Jeg er SÅ enig. Jeg er selv single og midt i 20'erne - jeg vil gerne have et stort hus med mand og børneflok, bare IKKE LIGE NU. Jeg kan også se på mine veninder (jeg er yngst i venindeflokken) og savne trygheden og kærligheden, men det er så sjældent, at jeg ikke kan sætte det på dagsordenen. Jeg rejser meget i forbindelse med mit studie, og jeg arbejder lidt for meget. Når jeg endeligt har fri, er der rengøring og tøjvask, jeg har mine egne interesser (mange!) og vil også gerne løbe en tur engang imellem. Jeg er simpelthen for egoistisk til at tilsidesætte mig selv i en travl hverdag. Jeg studerer om dagen og arbejder om aftenen, og jeg har hverken tid eller lyst til at gå på dates og den slags. Alligevel krymper jeg mig, når folk spørger (og det gør de OFTE), om jeg ikke har fundet mig en kæreste. Nej, og jeg leder ikke. Det værste er den bedrevidenhed, som folk altid besvarer min afvisende tale (ovenstående) med - der er altid et eller andet "bare vent til du selv finder kærligheden", og "det kommer nok snart" og den slags. Suk. Så lad mig dog være. Ak ja, det var et længere indlæg. Men du er ikke alene, I'm with you girl. - C

Rebecca Vera
3 years siden

Hej Cecilie. Hvor dejligt og befriende at høre, at jeg ikke er alene! Vi må sgu godt være lidt egoistiske i vores prioriteringer her i 20'erne. Og nej, der er ikke noget være end typerne, som tror kærligheden at man konstant render rundt og er ked af, at man ikke har fundet kærligheden. Netop hvis man er i periode hvor man ikke leder. Tak for din kommentar - den betyder meget! Kh. Rebecca

Lone
3 years siden

Jo tak, det rammer lige i øjet! Jeg er selv 26 - single (som den eneste i min venneflok) - og forestiller mig selvsamme scenarie til den rigtig gode venindes bryllup jeg skal til i august. Jeg har været forelsket, men uden succes og andre har været forelsket i mig, også uden succes. Og det er der prioriteterne kommer ind i billedet. Jeg tror ikke det at prioritere bliver et problem, så snart det ikke bliver svært at prioritere. Hvis 'han' bliver underprioriteret, så er det fordi han - simpelthen - ikke er vigtig nok. Sådan siger jeg i hvert fald til mig selv, mens forestillingen om den desperate 30-årige kvinde uden mand og børn, sidder som en klump i min hals. Bottom line er, at jeg også er tilfreds med at være single, selvom jeg til tider kan have det som du beskriver med kærligheden. Samfundets diskurs omkring parforhold er forældet - det må ændre sig - med tiden. Og med det vil jeg bare sige - du er ikke alene... Tak fordi du delte!

Rebecca Vera
3 years siden

Hej Lone. Tak for din kommentar - dejligt at jeg ikke er alene om at have det sådan! Jeg vil give dig helt ret i (og det håber jeg hver fald på), at hvis manden ikke bliver prioriteret højt nok, så må det være fordi, at han ikke er vigtig nok. For præcis som du beskriver det, så har muligheden for at få en kæreste været der, men interessen har ikke holdt ved 100%, og så må det jo være fordi det ikke er det jeg skal. Selvom jeg er afklaret med at være single, så er mine største frygt nu stadig, at blive en af de desperate damer som bare gerne vil gøre ALT for at få unger, mand, hus og vovse. Jeg er så bange for at jeg fortryder mine egoistiske valg her i tyverne, samtidig så ville jeg ikke være foruden noget af det jeg har i mit liv nu. Sikke et dilemma. Haha. Jeg håber du finden manden i dit liv når du er klar til det :) Kh. Rebecca

Louise
2 years siden

TAK for det indlæg Rebecca Vera! Jeg skal selv til bryllup om 14 dage, og fik en smagsprøve til polterabend om hvordan det vil være at være blandt de få i "singlekassen". Det var (og er) som om, at fordi jeg er single - så er mit (private) kærlighedsliv offentlig underholdning for parforholdsfolket. Jeg er glad for at bestemme over min egne tid, og jeg håber, at jeg en dag finder en mand, som jeg har lyst til at bruge en masse tid med - i meget meget meget lang tid. Men det er ikke et projekt for mig, at få en kæreste med mål (dates), delmål (månedsdage) og projektafslutning (bryllup). Hvis det sker, er det dejligt, men det er også dejligt uden. Dog er der en dominerende diskurs i samfundet om, at hvis man er uden kæreste, så er man i virkeligheden "mellem kæreste" - altså altid på jagt efter en. Ligesom man er "mellem jobs", hvis man er arbejdsløs. Hvorfor det? Hvorfor er det ikke ligeså ok at være sig selv, som at være sammen med en?

Rebecca Vera
2 years siden

Hej Louise, Tusind tak for din kommentar! Jeg kan slet ikke være mere enig i det sidste du skriver med at man er 'mellem kærester' hvis man ikke har én? For det er jo præcis selvsamme følelse jeg har følt. Så meget feedback der har været på indlægget, så kan jeg hvert fald konstatere at der findes andre som os derude, så det er vel bare et spørgsmål om tid før det er ligeså 'coolt' at være single som at være sammen med en. Lad os hvert fald krydse fingre for det! Hav en dejlig søndag aften! Kh. Rebecca

Om appdating i 21 Søndag i aften | Veras
2 years siden

[…] ‘gode’ undskyldninger i singlelivets tre faser, skrevet om hvordan det føles at være singlelady til bryllup, om at være i en desperat single tilstand om søndagen og sågar også sprunget ud som digter med […]

Vis mere