Mine 12-tals-veninder er på dagpenge, mens jeg som 02-tals-pige fik drømmejobbet som færdiguddannet

Mine 12-tals-veninder er på dagpenge, mens jeg som 02-tals-pige fik drømmejobbet som færdiguddannet

En lang overskrift og et endnu længere blogindlæg, for nu skal I med på min udannelsesrejse fra gymnasiet. I går var det nemlig sidste dag for ansøgning til kvote 2, og jeg husker d. 15. marts 2009 kl. 12.00, som var det i går, hvor jeg var mildest talt ved at skide i bukserne over at søge ind på Mediehøjskolen.

Jeg havde ekstremt lavt selvværd efter gymnasiet. Jeg havde valgt at prioritere hele baduljen på dansen, som jeg troede skulle være min levevej. For dét gjorde mig glad i hele min barn- og ungdom.

Jeg føler egentlig altid jeg har været målrettet, og gjort mit yderste at nå ting jeg gerne ville i livet, så prioriterede jeg:

  • At gå til dans flere gange ugentligt, og på ingen måde drosle ned på hold
  • På trods af, at jeg i gymnasiet både havde et fritidsjob, så jeg kunne få lækkert tøj (det var jo også en prioritet)
  • Havde en kæreste (som også var en vigtig prioritet)
  • Og alt for mange venner fra både Virum, de nye fra gymnasiet, de gamle fra dans og kollegaer fra fritidsjob, som jeg skulle hænge på caféer og feste med (som i særdeleshed var en prioritet)

Rigtig mange prioriteter og rigtig lidt tid.

Jeg skulle jo også liiige tage et kørekort, besøge min far i Israel i ferierne, til dansekonkurrencer i ind og udland i weekenderne, en sommerhustur hist og her, og selvfølgelig i byen på Absalon, Envy og Cavi hver weekend.

Puha, jeg bliver helt forpustet bare ved tanken af mit hektiske teenageliv, og faktisk så husker jeg tydeligt, hvor misundelig jeg var på ‘de andre’ som blot havde gymnasiet som deres et af alt.

Sagen er den: Jeg voksede op i Virum og valgte (fordi jeg ikke magtede at gå på VG som alle andre) at tage væk, og det blev af (lidt) latterlige grunde, fordi jeg skulle møde kl. 8.15 og togturen var til at overskue (jeg fik jo et ekstra kvarter i den anden ende) derfor Øregård gymnasium. På godt og ondt.

Jeg brød mig ikke om at gå i gymnaiset. Ikke kun fordi det var Øregård, men fordi jeg ikke havde fokus på uddannelse. Jeg burde nok slet ikke være gået i gymnasiet, men det skulle alle andre, så det skulle jeg da også. I stedet for at nyde gymnasietiden, så blev gymnasiet min evige dårlige samvittighed.

Lidt ligesom når jeg i folkeskolen ikke kom i skole, fordi jeg vidste, at jeg skulle op til skoletandlægen og have lavet et hul. En dårlig samvittighed over mit manglende engagement og de manglende lektier – generelt bare en masse dårlige undskyldninger for mig selv.

Jeg følte mig ikke hjemme i gymnasiet. Til gengæld, så følte jeg mig hjemme på danseskolen. Jeg følte mig hjemme i bageren, hvor jeg arbejdede, som senere hen blev i en tøjforretning. Det var dér jeg fik mine små sejre. Det var dér jeg fik optursfølelser om at jeg var ‘god nok’, jeg var klog nok, smart nok. Jeg følte faktisk, at jeg var ‘noget’ værd. Nok fordi jeg blev vurderet for mine personlige kompetencer og erfaringer, og ikke for hvor mange lektier jeg havde læst.

Jeg var den bedste til hovedregning i bageren, hurtigst til at tælle kassen op, bedst til at huske alle ingredienser i brød og kager og optimerede tiden konstant – der var ingen kø når jeg var på job. Jeg synes selv, jeg var en effektiv medarbejder, én som elskede at gå på arbejde og brændte for jobbet, og elskede at servicere kunderne med et kæmpe smil og et god dag med på vejen.

I tøjforretningen fik jeg totalt optur over, at jeg fik lov til at style hele vinduet, og en bedstemor (vi havde også børnetøj) kom ind og sagde, at hun ville købe hele sættet til sit barnebarn, på trods af, at det kostede 5000 kr., blot fordi, at hun synes det så mega lækkert ud sammen. Jeg begyndte stille og roligt også at tage mere ansvar, og så alle små opgaver som mer’ salg. Fx. når jeg hjalp folk i prøverummet med en buks til den top den havde med inde. Så gav jeg dem selvfølgelig én som jeg vidste ville falde i deres smag, så de også ville snuppe den med.

Det lyder måske som nogle latterlige små ting, sikkert, men for mig, så var det de ting, som jeg levede højt på i gymnasietiden. Jeg fik mine små succesoplevelser, og det gjorde at jeg turde mere, tog mere ansvar, var mere selvkørende og derfor også performede bedre – også i privaten.

For at vende tilbage til kvote 1 og 2, så var sagen den, at jeg selvfølgelig ikke er verdensdame (selvom jeg nogle gange føler jeg er), så jeg kunne jo ikke både håndtere venner, kæreste, fritidsbeskæftigelser, fest OG lektier. Og når skolen sagde mig mindst, så var det også dét som jeg nedprioriterede.

Jeg har aldrig været vidst: “Når jeg bliver stor, så vil jeg gerne være læge” agtigt. Godt nok, så har jeg altid drømt om at være indretningsarkitekt eller designer, men ikke kunne tegne, og så den drøm dræbte jeg hurtigt. Derfor, så følte jeg heller ikke at det gav mening for mig, jeg lære at tale fransk eller læse op på græske guder. Der var ingen som kunne fortælle mig hvad jeg skulle bruge det til andet end det her satans gennemsnit, som jeg jo heller gik målrettet efter, da jeg ikke vidste hvad jeg reelt skulle bruge det til.

Sommeren 2007 bliver jeg student med et snit efter den gamle skala på 7,3. Virkelig skidt. Alt under 8,5, hvis ikke faktisk 9, kunne jeg ikke “bruge” til noget. Så meningsløst, og jeg var selvfølgelig en smule vred på mig selv over, at jeg ikke havde prioriteret skolen. Mega flov over min præstation, for jeg følte mig jo ikke dum. Inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg var en intelligent kvinde.

Der er især en episode med min studievejleder, som jeg husker tydeligt. Til anden samtale i 3.g fortæller hun mig, efter jeg helt glad efter første snak med hende, endelig havde ‘læst op på lektien’ og fundet mig en uddannelse som jeg faktisk gad bare en liiiile smule, som var Medieproduktion og Ledelse på Mediehøjskolen.

Helt glad type, får jeg smasket en dør i hovedet, da hun fortæller mig, at: “Dér skal du på ingen måde regne med at komme ind med dit snit. Og så er der desuden optagelsesprøve. Det kan du godt glemme alt om”.

Jeg husker det som mit eneste ‘håb’, fordi jeg vidste der var optagelsesprøve.

Hun tydeligtgjorde for mig, at det var meget meget svært at komme ind. Hun var så hård! Jeg husker følelsen i kroppen så tydeligt. Det var som at finde en nål i en høstak, og så pustede hun blot blidt til den, og så var den nål væk igen. Jeg husker det som var det i går, hvor ondt det gjorde, da hun tog det lille håb tilbage fra mig om at jeg ‘kunne blive til noget’, netop fordi der var optagelsesprøve efter en kvote 2 ansøgning.

Nå, men jeg kørte alligevel på.

2007 arbejder min røv i laser. Fuldtid i tøjforretning og som eventmedarbejder, tjener, bartender – alt mulig dame på Kulturkajen Docken i weekenderne. Et nyt sted med en masse fed energi, fede events og mange nye mennesker jeg kunne lære at kende. Fordi jeg var så dedikeret (tror jeg), så blev jeg hurtigt ‘over’tjener, og hjalp endda også gymnasievenner ind, som var misundlige på, at jeg havde fundet mig sådan et nice job til gode penge.

2008 tager jeg ud at rejse alene i 5 måneder. Jeg ville forfølge min drøm om at blive danser og ville til LA. Turen tager så en anden drejning, og i stedet for at besøge min ekskæreste, som var udenlands, for dernæst at tage til LA, så vender jeg snuden på Asien. En tur hvor jeg nåede at få fnat 3 gange, lus 3 gange, kønsvorter en gang, syg med parasitter en gang og 12 kilo tungere vendte hjem. Fedt. Men shit en dannelsestur det alligvel var!

Jeg kommer hjem, arbejder videre min røv i laser på Docken, som tjener i Tivoli fuldtid hele sommeren, og starter også i efteråret på en anden restaurant Bottega, så jeg kunne tjene penge til at dække min gæld, og for at få skrabet nogle sammen til hurtigt at flytte hjemmefra. Jeg flytter ind i smørklatten af Kbh, ovenpå Gorms restaurant i Magstræde i en 3 etagers lejlighed med 3 damer. Jeg klarer mig selv, og jeg har det godt. Jeg har penge, kæreste, veninder, job og er glad. Faktisk nok en de gladeste perioder i mit liv.

Pausen og perioden med arbejde vækker også noget i mig. Jeg får lyst til at lære, og lysten til at læse og få en karriere vækkes, men hvad skulle jeg dog søge?

Mit selvværd var trods succesfulde jobs i servicebranchen stadig ikke noget jeg følte mig ‘klog’ på. Jeg var klog på mennesker, service, mad – en masse ting, men jeg følte mig stadig som den taber med 7,3 i gennemsnit, som var den pige i alle venindeflokke, som havde dårligst karakterer og ingen retning på livet. En tanke jeg desværre stadig har svært ved løsrive mig selv fra, at jeg ikke føler mig ‘almen’ klog.

Alligevel, så husker jeg tydeligt hvorfor jeg turde søge ind på Mediehøjskolen. En pige, som jeg arbejdede med på Bottega, Liv, som i forvejen gik på Mediehøjskolen, godt nok på en grafisk uddannelse. Men, da jeg fortalte hende om mine overvejelser om at søge den mindst kreative af dem (MPL), så lo hun nærmest: “Selvfølgelig kan du da komme ind”. Hun sagde det på sådan en måde, som om, at jeg da måtte være idiotisk at have så lave tanker om mig selv. “Selvfølgelig kan du komme ind, Rebecca. Du har uden tvivl de rette kompetencer og drive.”

En helvedes masse overvejelser, skitser for at visualisere min lederskabs-kompetencer og erfaringer fra tidligere job, et hav af skænderier med min kæreste og min mor (som jo blot prøvede at hjælpe mig med den motiverede ansøgning) – og sendt blev den så endelig 15. marts 2009 inden klokken slog 12.00.

Jeg har aldrig haft så nøjern på, som da jeg ventede på første mail om første optagelsesrunde, hvor jeg heldigvis var med! Og jeg gik fandme også videre til næste runde, og videre til sidste samtalen, hvor jeg var bund ærlig og havde forberedt mig på hvad jeg skulle svare, hvis de nu spurgte ind til mine dårlige karakterer. Og det gjorde de.

Og jeg gav dem semi smøren som skrevet herover. Semi, ikke helt så detaljeret, men i høj grad det med at jeg er et målrettet menneske, og jeg ikke gør ting halvt. Og jeg var af den overbevisning, at jeg skulle være prof. danser, og jeg kunne se målet for enden af tunellen, og det kunne jeg ikke med gymnasiet, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge det til. Det andet var målbart og det kunne jeg forholde mig til.

Og jeg kom ind!

Direkte ind på mit drømmejob som projektkoordinator hos Copenhagen Fashion Week, fordi jeg bl.a sideløbende havde arbejdet hos Distortion som frivillig, og fået mig et et netværk og en hulens masse erhvervserfaring fra mine tjenerjobs, som ingen af mine jævnaldrende venner på daværende tidspunkt havde. Og det skal bestemt ikke lyde hoverende, så kender jeg flere som kommet ind på deres uddannelse på kvote 1 med et godt snit, og efter endt kandidat er på dagpenge.

For hvorvidt du egner dig til at komme ind på et studie, hvorvidt du er motiveret for at fuldende studiet, og komme ud på den anden side og være ‘en dygtig én’ – det handler jo også om SÅÅÅÅ meget andet end karakterer.

Det handler også om menneskelige og personlige egenskaber, kompetencer du tilegner dig i verden, i jobs, i hverdagen med mennesker – og kvote 2 og optagelsesprøve er 100% vejen frem! Alt andet er jo dumt. Hvorfor ikke vælge dem som er mest motiveret for studiet? I stedet for dem som måske blot har været dygtige til at terpe og ikke har samme drive, gå-på-mod og ambitioner?! Seriøst, man dræber folks selvværd, og giver ikke folk en ægte chance. Hvem fanden ved også hvad de vil når de er 16-18 år gamle andet end at hænge med venner og spille smart?

Jeg mener seriøst, at pga. af gymnasiet kæmper jeg stadig med mit selvværd, og jeg føler mig stadig som den dummeste i min venindekreds, fordi jeg ved, at de andre har 12-taller derudaf… Og folk som i forvejen ikke har det godt med sig selv, får jo det endnu værre af at blive dræbt af et system som ‘dømmer’ folk, fordi de ikke havde en retning på livet i teenagealderen, eller havde (som jeg selv) et andet fokus.

Tror faktisk, at jeg lige skriver et indlæg til om rejsen fra at komme ind på MPL og til at få mit drømmejob, for jeg fik jo selvfølgelig heller ikke 12-taller på mit videregående studie (jeg havde jo en masse andre ting som jeg var mere fokuseret på), men på trods af det, så blev jeg færdiguddannet som 24-årig og kunne påbegyndte min karriere en hel del år før min omgangskreds, som nærmest lige har afleveret speciale i går. Hvilket jo også er på godt og ondt. More to come!

Og hey, tro på jer selv derude og held og lykke med ansøgningerne til alle jer opturs seje kvote 2 mennesker!! I er skide gode også selvom I skulle søge kvote 2!

// Rebecca Vera

49 kommentarer
Alma Spies
6 måneder siden

Hvor er det dog befriende og interessant at læse et indlæg som dette, når man sidder her som stresset gymnasieelev... Flere af dig tak! - Alma www.almaspies.com

Rebecca Vera
6 måneder siden

Hej Alma. Det er jeg mega glad for at høre! Man kan hvad man vil i livet, så længe du brænder for det og kæmper! :) Nyd gymnasietiden lidt for mig :)

Maja Nissen
6 måneder siden

Kæreste Rebecca, hvor er det bare det fedeste i hele verden at læse sådan et nærgående indlæg. Tusinde mange tak. 

Rebecca Vera
6 måneder siden

Hej Maja. Det var da SÅ lidt! Tusind tak for din kommentar <3

Jóhanna
6 måneder siden

Hej Rebecca Kom tilfældigvis ind på dit blog indlæg og din historie er bare helt den samme som min. Dejligt at vide at man ikke er alene om det. Tusind tak for et fint indlæg med stof til efertanke. KH Jóhanna

Rebecca Vera
6 måneder siden

Hej Johanna. Hvor dejligt at høre. Jeg har heldigvis også veninder som har haft lignende historier, men som, jeg selv, også kæmpede med at føle sig 'god nok' fordi karaktererne bare aldrig har været top nice. Og det ikke fedt at føle sig dum, blot pga. nogle tal :) Vi er sgu gode nok alligvel :) Hav en dejlig weekend!

R
6 måneder siden

Hej Rebecca. Jeg er tildels meget enig i din beskrivelse - jeg synes også det er ærgerligt at man fokuserer så meget på karakterer i forbindelse med videregående uddannelse fordi det giver næppe et reelt indblik i hvor dygtig og engangeret man kan være på sin videregående uddannelse fordi man har fået en dårlig karakter i fx spansk og oldtidskundskab hvis man fx søger ind på medicin 😅 Jeg synes dog du mangler lidt perspektiv når du lidt generaliserende får fremført at dem du kender med længerevarende videregående uddannelser alle er på dagpenge og deres hårde slid derved er ligegyldigt. I rigtig, rigtig mange brancher er karakterer desværre vejen til et job (selvom jeg mener at det ikke burde være sådan, men det er en anden snak). Så at direkte at fremstille os andre der bare prøver at tilpasse os de forhold som vi nu engang er under (fx at karakterer desværre er meget vigtige) som taberne gør mig lidt øv! Du har en kreativ uddannelse og de kompetencer som du fremhæver er vigtige, er vigtige alle steder. Men at negligere folk med akademiske uddannelser med et højt karakterpres blandt andet fra kommende arbejdsgivere synes jeg gør dit indlæg lidt ensidigt. Men hey, udover det er jeg enig og meget pro kvote 2! Synes fx KU skulle øge optaget fra 10% for man får nogle gange nogle sindssygt dedikerede studerende der vil det mere end "nå men jeg kunne komme ind med mit snit så jeg tog bare det"-studerende

Niki
6 måneder siden

Tak for dette indlæg. Du har sat tanker i gang i mit hoved, og det er jeg dybt taknemlig for. Jeg havde selv en lorte gymnasie tid.  Lige nu er mit fokus og mit drive mit arbejde , og jeg tvivler nu ikke mere på at det er ok. Tak for det. 

Wendie
6 måneder siden

Du har seriøst reddet min dag! Tak for dette indlæg - og jeg kan SÅ meget relatere til det du skriver! Jeg får ALDRIG selv et snit på 12 - eller noget der er tocifret, men jeg er god til få fag i skolen og dygtig til så mange andre ting, de andre i min omgangskreds ikke er ;-) Men endnu engang tak for god læsning, virkeligt relevant samt spændende! KH en 3.g'er som kæmper med at finde sin vej her i livet! 

Trine
6 måneder siden

Jeg forstår ikke behovet for implicit at nedgøre os, der har fået 12-taller i en lind strøm på gymnasiet? Du siger, du kender nogle, der er på dagpenge trods et højt gennemsnit, som om det er noget skamfuldt. Dagpenge er sjældent permanent; de får nok også deres drømmejob, så hvorfor sætte sig selv op på en piedestal blot fordi man har opnået drømmejobbet før dem? Jeg har ærligt talt lidt svært ved den selvforherligende tone, du lægger for dagen.

Alex
6 måneder siden

Dejlig livsbekræftende artikel. Jeg har selv været igennem et lignende livsforløb, og har aldrig fortrudt mine beslutninger om at få livserfaring før uddannelse. Er dog pt. ved at indhente det akademiske efterslæb med en videreuddannelse på ITU mens jeg arbejder fuld tid i (verdens fedeste) job. Jeg kunne dog godt ønske lidt mere af din dedikation og troværdighed i form af korrekturlæsning. Held og lykke med karriere og livet fremover.

Emma Olesen
6 måneder siden

Hej Rebecca Tusind tak for dette blogindlæg! Jeg er gymnasieelev i 3.g, og kan virkelig relatere til alt du skriver. Jeg er 02-talspigen i forhold til mine 12-talsveninder, og det gør ondt på ens selvværd. Jeg har lige søgt kvote 2 til designuddannelse, da jeg ved, at det er det, jeg vil :) Endnu engang tak, blev så glad af at læse dette :)

Zenia
6 måneder siden

Du er så optur!!! Og jeg fik det så godt i maven af at læse det her indlæg. Det er så relaterbart og jeg ser mig selv i mange af tingene. Selv troede jeg også jeg skulle være prof. danser og har danseuddannelse og alt med i bagagen, men er nu søgt ind på kvote 2 til fysioterapeutuddannelsen. TAK fordi du lige satte ord på alt hvad jeg har tænkt omkring uddannelse. 

Ludmilla Marie Bjørn Andersen
4 måneder siden

Det er rart med et blogindlæg med relevans. Er sikker på at dette inspirerer flere unge end bare mig. Godt gået.

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Ludmilla (floot navn btw.). Tak for din søde kommentar – det varmer max, at jeg kan være med til at inspirere andre til at tro på sig selv på trods af gode eller dårlige karakterer 🙂 Hav en dejlig dag! Dbh. Rebecca Vera

Janni
4 måneder siden

Dit indlæg rammer plet! Det er som at læse min egen historie. Jeg husker også tydeligt hvor værdsat jeg var(og følte mig) på mine studiejobs. Og jeg kender alt for godt til følelsen af at være den "dumme" i venindeflokken, på trods af man godt selv inderst inde ved det ikke er tilfældet. I min gamle gymnasieklasse syntes jeg også at der var en holdning til at erhvervsuddannelserne ikke var gode nok og det kun var universitet som talte. -Tak for et godt og vigtigt indlæg! 

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Janni. Hvor er det mega mega dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste som har haft det sådan! :) Det er desværre en følelse, som jeg først har sluppet af med her de seneste par år efter jeg er gået selvstændig og bevidst over for mig selv, at jeg satme er god nok og klog nok ligesom jeg er! Tak for dig - og for at du deler din historie! Hav en opturs dag - og alt mulig held og lykke fremover! Dbh. Rebecca Vera

Stine
4 måneder siden

Det kunne jeg næsten selv have skrevet.. Jeg valgte gymnasiet for deres de mine forældre og fætre og kusiner gået og havde aldrig kunne se mig selv andre steder. Men da jeg kom til 2.g og var den udstedte i klasse med dårligere lærere og fag som ikke sagde mig noget valgte jeg i starten af 3.g at droppe ud.. Kun 17 år og anede ikke hvad jeg ville med mit liv.. Jeg besluttede mig for en butiksuddannelse som jeg altid kunne falde tilbage på (havde allerede arbejdet 2 år som deltid i butik, arbejdet over 100 timer om måneden i 2.g da jeg var dygtig dér, i butikken). Jeg bestod med et 12 tal hvor jeg i gymnasiet var heldig hvis jeg bare bestod mine eksamener... Jeg har nu efter 11 år i butik mistet gnisten (2 små børn er bare vigtigere end dårlige arbejdstider til dårlig løn) og fundet noget andet som måske ikke helt er mig på sigt.. Her står jeg så 27, har 2 børn og aner ikke hvad jeg vil være når jeg bliver stor?! Nu sidder jeg som IT konsulent med gode arbejdstider og løn og så må vi se hvad fremtiden bringer ❤️ måske lyset pludselig går op for mig, og hvis ikke så overlever jeg nok så længe jeg er glad for at gå på arbejde og har en glad familie ❤️

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Stine. Tak for, at du deler din historie - hvor er det fedt at høre! Og ja, alt skal nok gå, så længe, at vi har gode mennesker omkring os - og ikke mindst, glad for hvad vi laver! :) Jeg ønsker dig alt det bedste for fremtiden! Dbh. Rebecca Vera

Maya
4 måneder siden

Et skønt og vigtigt indlæg. Tak for det! 

Rebecca Vera
4 måneder siden

Tusind tak, Maya! Det varmer!

Line
4 måneder siden

Du er så mega sej!! Kæmpe respekt herfra 😁 Det er jo som at læse en nøjagtig beskrivelse af mit liv (dog skal dansen lige byttes ud med hest, mindre detalje). Jeg kan ikke sige andet end at det er så fortjent!!! Jeg er heldigvis også selv havnet i en branche hvor de ligger langt mere vægt på dine personlige egenskaber og ikke de skide karaktere 😁

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Line. Tusind tak for din kommentar, og for at dele din egen historie :) Alt mulig held og lykke til dig! Dbh. Rebecca Vera

Ayaan
4 måneder siden

Gud hvor er det dig vildt er liv du har haft (endtil videre,  det jo kun en lille periode af dit liv du skrev om her og der er 'more to come'). Det er ubeskriveligt imponerende at læse om en ung kvinde og hendes rejse igennem gymnasiet. Du er for sej. Tak fordi du delte din story og jeg glæder mig til at høre resten.

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Ayaan. Tusind mange tak for din søde kommentar - det er virkelig sødt af dig, og varmer mere end du aner! Resten af fortællingen fra min studietid er allerede ved at blive skrevet :) Hav en dejlig dag! Dbh. Rebecca Vera

Maria Andersen
4 måneder siden

Tusind tak for dit indlæg, det var meget inspirerende at læse, når man selv kan referere dette til sit eget liv. Jeg står og har kun 2 eksamener tilbage i gymnasiet, og jeg tænker... hvorfor har jeg ikke gået mere op i mine lektier, så jeg går ud med et højere snit? Fordi jeg også prioriterede at have tjenerjob, være butiksassistent (som jeg også brillierer i), have en kæreste, familie og venner at være sammen med. Jeg har også søgt på kvote 2 og søger også kvote 1 på mit drømmestudie, og så må jeg se, om mine erhvervserfaringer bliver vægtet højere. Tak igen for dit indlæg, da jeg nu kan se... at selvfølgelig kommer jeg også ind på mit drømmestudie! 

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Maria. Tusind tak for at du skriver! Det er virkelig sødt af dig - og jeg elsker at du deler din egen historie! Selvom lektier og skole ikke skal forsømmes, så kommer det jo i sidste ende an på drive, mod og engagement - for jeg tror vi kan alt, så længe vi er målrettet, har troen på og tør at springe ud i det! Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke fremover - og krydser fingre for dit studie! Hav en dejlig dag! Dbh. Rebecca Vera

Switchlook
4 måneder siden

Tak for en fed indlæg!

Rebecca Vera
4 måneder siden

Tak for at du læser med!

Daniel Hvidtfeldt Hansen
4 måneder siden

Jeg synes det er fedt, at du er kommet ind på dit drømmestudie. Men der er mange ting i din artikel, som jeg synes du ikke virker til at have reflekteret over. Et karaktersystem er noget af det mest retfærdige system, der findes. At få en høj karakter til eksamen eller i årskarakter det viser at man har været disciplineret, flittig og sat sig ind i det pensum, man har været eksamineret i. At du er kommet ind på en kreativ uddannelse med et kreativt job, tror jeg ikke karakterne havde ændret på. Man kan vende det om: kunne du kunne ind på lægestudiet, ingeniørstudiet eller polit med dine karakterer og færdiggjort det med de prioriteter, du havde? Jeg tvivler.

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Daniel. Tak for din kommentar. Mit studie er bestemt ikke kreativt, men en projektleder uddannelse på ligefod med at gå på CBS. Der til, så handler det slet ikke om, at jeg ikke synes at karaktersystemet er retfærdigt, men egentlig bare, at jeg synes, at der er SÅ meget mere end blot at blive bedømt på karaktererne. Personligt, så gav de mig ikke et håb på en fremtid, men tog alt modet fra mig, fordi jeg ikke følte mig god nok, og at jeg kunne blive til noget. At jeg nu havde fucket min fremtid op, fordi jeg var motiveret og drevet af andet end at læse lektier. Faktisk, så var min anden prioritet at på på DTU på linjen Design og Innovation, da jeg kommer fra en ingeniør familie og af samme grund, så var jeg matematisk student med kemi og matematik højniveau, og fysisk b-niveau. Jeg er HELT enig i, at nogle uddannelser kræver et højere niveau, disciplin og engangement - for ingen har jo lyst til at blive opereret af en læge, som ikke kender til faget. Min pointe er blot, at karakterer kan have en sådan negativ effekt på ens lyst og motivation for at føle, at vi kan blive til noget i en periode af ens liv, når man efter gymnasiet måske ikke rigtig har retning, og det er super ærgerligt og præcis den følelse jeg havde. Men jeg mener bestemt, at jeg havde og stadig har høj arbejdsmoral og disciplin, jeg havde det blot ikke i gymnasiet - og derfor synes jeg det er noget pis, at nogle mennesker bliver (eller hvert fald føler), at det skal følge dem i flere år efter :) Hav en dejlig dag! Dbh. Rebecca Vera

Anne Frederiksen
4 måneder siden

Dejligt indlæg. Du er en sej pige med både drive og ben i næsen. Vær stolt af dig selv. Stort knus.

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Anne. Tusind tak for din søde kommentar :) Jeg er en stolt dame nu, det har bare taget lidt tid at indse :) Hav en dejlig dag! Dbh. Rebecca Vera

E a
4 måneder siden

Hvor er det dejligt for dig, at du har kæmpet dig til drømmejobbet!  Men jeg synes det er værd at tage med, at det også viser en DEL om ambitioner, engagement og drive at være i stand til at kæmpe sig til en stribe 12-taller i gymnasiet. Der ligger helt sikkert også en værdi i at lærer noget om sig selv og mennesker ved at begå sig i "den virkelige verden", men derfra og til at underkende folk der slider i gymnasiet..? Hm det synes jeg er lidt ensidigt.. 

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Eva. Tak for din kommentar :) Det er jeg helt enig, og indlægget er bestemt heller ikke skrevet for for at pille de dygtige 12-tals folk ned, men blot at give folk, som havde mistet håbet og troen på, at karakterer ikke kun var vejen frem efter gymnasiet. Jeg kæmpede med mit selvværd, og det er jo alt andet end motiverende at føle sig som nul og niks :) Jeg er super glad for at der kommer lidt fokus på debatten, og som du netop selv skriver, så handler det hårdt arbejde, engagement, drive og ambitioner! :) Hav en dejlig dag! Dbh. Rebecca Vera

Solveig
4 måneder siden

Hej Rebecca, jeg er super glad på dine vegne og at du i sidste ende fik dit drømmejob. Men nu vil jeg dele min lille fortælling med dig: Jeg var 12-tals pigen. Jeg havde 3 jobs ved siden af, hvor et af dem var hjælpeinstruktør på to dansehold, før mine egne danselektioner startede.  Jeg fik at vide, jeg kunne blive alt. Men det betød ikke at selvværdet var i top. Hver gang der var noget jeg ikke lige vidste, eller hvis jeg var i tvivl om noget, fik jeg straks kommentarerne: "Ej, ved du ikke det?! Det ved alle da" eller "Nå, der er vist nogen, som ikke har læst deres lektier, hva!". Selvom det bare var menneskeligt ikke at huske alt, og mit selvværd led i høj grad under de kommentarer, som ofte var fulgt af en nedladende eller triumferende tone, selv fra veninder. Jeg startede på uni på et studie, hvor snittet var irrelevant, fordi de var så lille, at de ikke kunne lave et gennemsnit. Jeg elskede det. Men kommentarerne fortsatte. Jeg fik stadig 12, jeg var stadig akademisk anlagt og derfor måtte jegjo selvfølgelig vide alt. Jeg endte med at distancere mig fra mine "venner" og søge mod mine undervisere. Her fik jeg skabt forbindelser, foruden dem som jeg kultiverede på mine to studiejobs. Jeg har lige afleveret speciale, og havde et job linet op allerede i december. Det jeg har måttet opgive for dette er mine såkaldte venner, som nedgjorde mig hver gang jeg "burde" vide noget, men ikke gjorde det. Jeg er også 24, da jeg gik direkte fra folkeskolen til gymnasiet og direkte derfra og til universitet. Også det blev jeg hånet for. Men jeg har aldrig haft lysten til at rejse. Til gengæld har jeg en opsparing på 250.000, drømmejob og dårligt selvværd.  Dit indlæg gav mig lidt ondt i maven, for jeg følte jeg blev generaliseret for at være 12-tals pige, som ikke tænkte på at kultivere sine forbindelser, men kun tænkte på karakterer.  Er moralen ikke i stedet, at man skal spille på sine egne stærke sider? Min var akademisk din var måske ikke, men vi endte begge, hvor vi gerne ville. Og er det ikke det vigtigste?

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Solveig. Tusind tak for, at du deler din historie - det betyder rigtig meget! Jeg har faktisk én af mine praktikanter, som har haft lidt en lignende situation som dig, men hun kunne til gengæld ikke få job på trods af direkte fra gym og uni og færdiguddannet som 24-årig med en kandidat, og endte i stedet gennem dagpengesystemet hos mig. Så det er bestemt ikke for at håne 12-tals folk eller generalisere på nogen måde! Det har aldrig været min intention med indlægget, men kun at give håb for alle dem, som måske ikke havde retning på livet i gymnasiet, og vidste hvad deres stærker sider var. Og i stedet, så har fået det endnu værre af den grund, og slet ikke motiveret for at studere videre. Ift. til at "stikke" ud af flokken på den ene eller anden måde, så kender jeg om nogen ALT til (og her tænker jeg slet ikke på karakterer), hvor min omgangskreds, venner og veninder også altid skulle kommentere på mig udover deres egen snude (som jeg tror bunder af usikkerhed, projektering af egne problemer og misundelse). Faktisk, så synes jeg bare, at vi alle sammen skal være bedre til embrace forskelligheder, og at alle er gode som de er, og kan få "drømmejobbet" eller den fremtid, som de nu en gang synes er "drømme-scenariet" for dem, så længe der er drive, motivation, ambitioner og support fra venner og familie, så tror jeg på, at alting kan lade sig gøre! Det dårlige selvværd kan jo komme af mange ting, men for mig, så kom det meget af karakterne. Det er noget af det eneste, som vi i vores samfund "føler" at vi kan måle og sammenligne hinanden på, og det synes jeg er et problem, så dræber fleres drømme end motiverer til håb og mod. Og jeg tror netop det er dét, som jeg vil væk fra. SoMe gør det som aldrig før muligt for os konstant at sammenligne os med alt og alle, og måle os, som netop kan påvirke til dårligt selvværd og tanker om, hvorfor er jeg ikke også der i livet nu, det vil jeg også... Og hvem siger også, at gymnasiet er det "rigtige". Hvad der er rigtig for mig, er sikkert ikke rigtigt for dig, så jeg er bestemt enig i, at det vigtigste er, at vi er forskellige, og har forskellige stærke sider, som gør os stærke individer. Men indtil vi finder ud af hvad de er, så synes jeg blot det er ærgerligt, at karakterer kan have en dårlig påvirkning - på godt og ondt - som det havde på mig :) Det blev godt nok til en lang smøre, beklager :) Igen tak for at du delte din historie - det er altid så fedt, når mine læsere har noget på hjerte! Hav en dejlig dag! Dbh. Rebecca Vera

Celine granzow
4 måneder siden

Herij

Maria simonsen
4 måneder siden

Du skriver hamrende godt og er så dejlig livsklog❤️

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hold kæft, hvor er du sød! <3 Tusind tak, Maria!

Taus Houmøller
4 måneder siden

Jeg bliver nødt til at kommentere på, at dit indlæg her, rent sprogligt ikke er vanvittigt godt skrevet, MEN alligevel er det, den længste blog jeg nogensinde har læst fra ende til anden. Og det understreger jo meget godt din pointe, for du har en pointe og endda tror jeg, en meget vigtig en. Heldigvis tror jeg også at der langsomt kommer mere og mere fokus på problemstillingen. Senest har jeg set en erhvervsleder der skrev: Jeg vil hellere se dine feriebilleder end alle dine 12 taller! Alle er noget værd og menneskers virkelige værdi kan man.slet ikke vurdere efter en skala. Det skal mærkes og føles. Så selv om jeg er utilfreds med sproget så bliver jeg nød til at skrive: GODT SKREVET! For indholdet er der absolut intet i vejen med og det viser at du er rigtig meget værd!

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Taus. Tusind tak for din kommentar - du er også meget værd! Jeg ved godt, at jeg ikke er den skarpeste til det sproglige, men det gør mig sgu glad at have en stemme og dele mine tanker! Og når jeg med et indlæg som dette kan ramme så mange, og inspirere så mange til forhåbentlig at tro på sig selv! Jeg læste godt artiklen på Berlingske, og så ham i Aftenshowet - og det er mega fedt! I dag er jeg selv direktør i min egen virksomhed, og det ville aldrig falde mig ind at kigge på karakterer - det kommer an på så meget andet end det. Hav en dejlig dag! Dbh. Rebecca Vera

Hanne Kristoffersen
4 måneder siden

I looooooove IT! Dit budskab skal ud til alle de piger, der forlader gymnasiet med et smadret selvværd. Det er spot on! Tillykke skønne Rebecca, kærlig hilsen fra en fan, mor til to piger med smadret selvværd. 👋😘

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Hanne. Tusind tak for din søde kommentar :) Håber din piger kan få lidt håb og mod til at få rettet op på det selvværd - jeg kan mærke, at du er en god mor. Hav en opturs dag! Dbh. Rebecca Vera

Johny
4 måneder siden

Jeg er også gået igennem min uddannelse med lave karakterer, til trods for det har jeg 10 års jubilæum på min drømme arbejdsplads her til sommer. Tro på jer selv, vær vedholdende, arbejd med jer selv, så går det hele 😀

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Johny. Enig og tillykke med dit jublæum! :)

Patrick
4 måneder siden

Rigtig godt indlæg - alle veje der føles rigtig for den enkelte er det. Jeg brød mig dog ikke om dette afsnit: "kvote 2 og optagelsesprøve er 100% vejen frem! Alt andet er jo dumt. Hvorfor ikke vælge dem som er mest motiveret for studiet? I stedet for dem som måske blot har været dygtige til at terpe og ikke har samme drive, gå-på-mod og ambitioner?!". Er det mig der ikke fanger ironien? Hvorfor kan folk der kommer ind på kvote 1 ikke have drive, gå-på-mod og ambitioner? Forstår ikke hvorfor man skal gøre den ene vej bedre end den anden. Begge veje er gode at gå, og det er derfor at det er noget der hedder kvote 2 - netop fordi man ellers ville tabe et stort segment på gulvet, der sagtens kunne egne sig til studiet alligevel selvom karraktererne måske ikke er til det.  (for en god orden skyld vil jeg lige nævne at jeg ingen videregående uddannelse har).

Rebecca Vera
4 måneder siden

Hej Patrick. Da jeg skrev indlægget, så var der ved kvote 2 ansøgningerne, hvor der var en stor debat kørende om, at flere uddannelser skulle have et større antal som blev optaget igennem kvote 2, og det var egentlig blot det som jeg refererede til. Jeg synes nemlig at flere skoler skulle indføre optagelsesprøver (som selvfølgelig også er inklusiv karakterbladet), men hvor man også bliver vurderet ud fra andet end karaktererne som står alene. Hav en dejlig dag - og tak for din kommentar! Dbh. Rebecca Vera

Cæcilia
3 måneder siden

Hej fed blok og meget genkendende jeg har ikke gået på gymnasiet og min folkeskole var elendig men jeg fandt min vej på social og sundheds skole og som sosuhjælper på plejehjem og i arbejdet med børn. Det har irriteret mig meget at jeg ikke tog gymnasiet for jeg følte mig dum men samtidig var jeg glad for den arbejdserfaring jeg havde og som jeg dannede imens andre på min alder knoklede på studie bla gymnasiet som ikke havde min interesse istedet blev jeg uddannet sosuassistent påtrods af en skilsmisse og min morsdød og fandt ud af jeg ville andet end plejehjem men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle søge en videregående uddannelse når jeg ikke havde gymnasiet men en studievejleder sagde søg pædagogstudiet det er det du brænder for jeg søgte kvote 2 i marts 2015 kom ikke ind om sommeren men kom ind i 2016 på en standbyplads og jeg sagde ja selvom jeg var gravid og jeg fortryder det ikke fik 10 da jeg afsluttede første semester og starter igen til august og glæder mig meget nu hvor jeg også er mor

Vis mere