Da jeg sagde ja til at gå med min mavefornemmelse

Sponseret indhold: Sponseret
Da jeg sagde ja til at gå med min mavefornemmelse

Jeg har ekstremt svært ved at tage beslutninger. Som i virkelig handler om, at jeg har svært ved at begrænse mig selv. Ikke at jeg er grådig, men at jeg er mega bange for at jeg vil fortryde mine valg, og ved et uheld fravælger det ‘forkerte’.

Det handler nok allermest om, at jeg er for dårlig til at tro på mig selv og følge min mavefornemmelse. Man skulle ikke tro det, men jeg synes det er svært at lukke støj ude, lukke øjne for mine omgivelsers behov og virkelig mærke efter hvad jeg har lyst til og behov for.

Denne funktion eksisterede slet ikke i min verden, før jeg for få år siden sagde ja til at starte hos psykolog, og sagde ja, til at være i kontakt med min mave.

Det kom sig af dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed som jeg har kæmpet med i årevis, og som har styret mit liv mere end jeg tør indrømme. En dårlig samvittighed som styrede mig mere end selve indholdet i beslutningen. Giver det overhovedet mening?

Den dårlige samvittighed har altid boet hos mig i mindre eller højere grad.

  • Da jeg var barn husker jeg følelsen som et ubehageligt sug i maven, og når jeg ser tilbage på det, så var det faktisk min dårlige samvittighed der talte til mig. Jeg fik følelsen konstant.
  • Når jeg var på weekend hos mig far, over at jeg ikke var var sammen med min mor og søster, og omvendt i min mors weekender (som skilsmissebarn, da min far boede i DK).
  • Når jeg ikke havde tid til at se mine veninder, og lave spontane weekend-aftaler, da jeg brugte det meste af min fritid på at arbejde og danse, og derfor ikke kunne behage dem.
  • Når jeg var til dans, fik jeg ondt i maven over, at jeg blev nødt til at gå sharp nå vi var færdige, fordi jeg i de sene hverdagsaftener skulle nå bussen (den gik to gange i timen), så jeg kunne skynde mig hjem og pleje mit kæresteforhold, med ondt i maven hele vejen i bussen, for jeg burde jo være blevet de ekstra 20 min og trænet.
  • Når jeg i gymnasiet ikke fik lavet mine afleveringer, så fik jeg det skidt over mine forældre over at jeg havde prioriteret min weekend ‘forkert’, fordi jeg havde været i byen fredag, om lørdagen var på arbejde og videre til ekstra dansetræning, og søndag til konkurrence. Og selv når jeg dansekonkurrencerne, så havde jeg semi dårlig samvittighed over de venner jeg aldrig kunne se om søndagen.

Jeg var aldrig til stede 100% i noget jeg lavede, mine tanker var altid et andet sted, og min mave fyldt af skyldfølelse over at jeg måske burde have taget et andet valg.

Mit liv har altid være skemalagt fra kl. 8 om morgen til kl. 22 om aften, og jeg har aldrig følt der har været mulighed for spontane aftaler og gøremål. I mit hovede har jeg har altid været to skridt forud for hvad jeg foretog mig, og generelt aldrig levet i nuet i dén forstand som man burde. Var jeg en aften spontan (eller doven), så bed det mig i røven dagen efter. Jeg ville og kunne alt, og ordet NEJ eksisterede ikke i min bog.

I mit voksenliv fulgte den dårlige samvittighed med videre (og gør det stadig i små doser), især hvis aktiviteten involverer andre end mig selv. Det gælder både hvad angår job, veninder, familie, træning, kærligheden, alkohol, mad, tandlæge. Sågar så giver bloggen mig i ikke produktive perioder også dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, at der folk som regner med mig, som jeg ikke præsterer overfor.

Dårlig samvittighed kunne udløses af latterlige småting som, at jeg har ubesvarede sms’er liggende, til at jeg igen ikke nåede at gøre rent, fik vasket tøj, eller blev nødt til at aflyse en aftale, fordi jeg var inviteret til tre andre arrangementer den pågældende aften. At jeg endnu en gang ikke kunne komme til én pigemiddag, fordi jeg skulle arbejde. Og det latterligste var, at jeg vidste at den dårlige samvittighed havde givet samme følelse hvorvidr jeg var taget afsted eller ej, for så var skyldfølelsen fx. faldet overpå det manglende arbejde.

Sidste del med aftaler har især været et kæmpe problem for mig.

Jeg har altid været dårlig til at tage en beslutning, og mærket efter om hvad jeg følte var det rigtige. I stedet har jeg følt mig nødsaget til at ’satse’. Forstået således, at jeg har haft tendens til at holde alle muligheder åbne, og sagt ja til mere end jeg kunne holde, og indtil sidste øjeblik, så har mine beslutninger vaklet på en slags skater-rampe. Pros and Cons gyngende som en skater står på en rampe. Og disse beslutninger har pudsigt nok ikke være styret af aftalens indhold, men i stedet af min dårlige samvittighed. Det handlede ikke om, at jeg havde mere lyst til noget mere end noget andet. For nej eksisterede ikke, jeg skulle behage alle, og jeg ville gerne med til alt. Andres behov over mine egne, var noget jeg i lang tid var stolt af. For det var i min verden, det længeste væk jeg kunne komme fra at være egoistisk, og det jeg mindst havde lyst til at blive sat i bås som.

Der var ikke aftaler med veninder, familiemedlemmer eller arbejde som jeg foretrak mere end andre. Jeg ville oprigtigt gerne sig ja til alt og alle. Fra kaffeaftaler til fødselsdage som lå samme dag, til når nogen bad mig om deres hjælp oveni en lønnet opgave. Hvis jeg sagde ja til alt, så havde jeg muligheden for at behage alle. Og igennem at behage andre, så kunne jeg behage mig selv.

Og det skete så i en længere periode. Jeg var ikke tilstede i halvdelen af mine aftaler, for jeg var som i min opvækst altid to aftaler forud i mit hovede. Aftlaer blev blot endnu et hak i min to-do-liste. Så kunne jeg i det mindste sige, at jeg havde gjort det, og så undgik jeg i det mindste at få dårlig samvittighed her.

Det var SÅ fucked! Og ser jeg tilbage på hvordan mit liv var for bare to år siden, så forstår jeg slet slet ikke, at jeg kunne få det til at hænge sammen.

Heldigvis, så er jeg blevet meget bedre til at mærke efter, og bedre til at tage beslutninger som gør mig glad. Jeg er ikke længere styret af glæden som tidligere kom af ‘ikke-dårlig-samvittighed-følelse’. Selvom det nogle gange kan være svært at vide med sikkerhed, at dette valg gør mig mig glad, fordi jeg gør det for mig selv, eller det gør mig glad, fordi jeg ved at gør personen glad. For det jo også en god ting, så længe det ikke går ud over min mavefornemmelse. Og dette ses især også i når jeg skal tage større beslutniger, hvor jeg ægte bliver nødt til at mærke efter i min mave, om hvad jeg har lyst til og hvad der er bedst for mig og lukke alt andet ude.

Egentlig så ville jeg gerne fortælle jer om dette, da jeg som en del af min behandling gik til psykolog, men jeg turde ikke. Min psykolog mente at det var god terapi for mig at få sat ord og få bearbejdet ved at skrive alle min tanker ned. Så det gjorde jeg, men jeg delte dem ikke med nogen. Jeg har slet ikke fået rost hende nok. Marlene Schmidt er skyld i at jeg er blevet et bedre menneske, og blevet bedre til at lytte til mig selv, at jeg kun gør ting som er godt for mig, og ikke længere gør ting fordi jeg burde. Hun har fået mig til at forstå, at sætte ens jeg over andre behov ikke nødvendigvis gør mig til et dårligt eller egoistisk menneske, som ellers var forplantet i mit hovede.

Vi har alle sammen en følelse i maven, den er måske svært at definere, men inderst inde, så har jeg jo godt hele mit liv godt kunne mærke nede i maven, når noget ikke føltes rigtig fedt. Min følelse var den samme følelse, som jeg ikke finde spole helt tilbage til ubehagelig skilsmisse-episode som barn, hvor jeg ville behage både min far og mor, men ikke følte at hverken eller var den rigtig beslutning.

Det har taget tid at finde min mavefornemmelse igen. En lang periode, hvor jeg nærmest skulle uddanne mig selv i at lokalisere den. Jeg kunne ikke mærke når noget føltes rigtigt, men jeg kunne mærke når valg ikke føltes godt, for så kom barndoms-suget i maven. Og dermed brugte jeg igennem hele mit psykologforløb (og stadig i den dag i dag) udelukkelsesmetoden, når jeg skulle spole mig ind på hvad den rigtige beslutning for mig er. Jeg er stadig ikke verdensmester i at mærke 100% efter, for jeg synes stadig det er hårdfin balance imellem at være et godt menneske, at gå på kompromis med sig selv indimellem. Derfor bliver jeg også stadig i tvivl. Men til gengæld, så har jeg smidt den dårlige samvittighed helt væk. For intet i livet skal gøres, tages eller drives på baggrund af en skyldfølelse. Det er helt sikkert. Det er hverken godt for mig eller for hvad beslutningen involverer.

// Rebecca Veras

Vis mere